Selvom der ikke foreligger skriftlige kilder fra dannebrogs tidligste tid, har flaget overlevet i Estland. Dannebrog er Tallinn´s byvåben (og de tre danske løver er også Estlands Våben). Tallinn (Reval) betyder danskernes by, og byens våben knytter ubestrideligt Dannebrog sammen med danskertiden i Estland i det 13 og 14. århundrede.

Valdemar Atterdag

Den ældste afbildning af Dannebrog findes i Claes Heinens våbenbog 4) fra trettenhundredtallet. Claes Heinen, der havde kaldt sig "Herold af Gelre", og søgte at afbilde alle våbenskjolde i den kristne verden. "Gelre-bogen" findes i flere samtidige udgaver og kopier. En af disse findes på Det kongelige bibliotek.

To sider af bogen omhandler Danmark, og her ses Dannebrogstegnet i Valdemar Atterdags hjemtegn. Man kunne derfor overveje, om Dannebrogs oprindelse snarere skyldtes, at Valdemar Atterdag som 27-årig i 1347 blev slået til Johanitterridder ved Kristi grav.

Herom skriver Huidtfeldt (side 484)5):"Oc for den hellige graff, die beatæ Mariæ Magdalenæ, bleff han slagen til ridder af hertug Erich, Factus miles Christi, qui ante fuit Rex seculi, bleff der en Guds Ridder, som før vaar en verdslig herre, hvor han blev påmindet af offuersten for de muncke, som påvarer den hellige Graff, at han mandeligen skulle stride for den hellige Christelige tro, oc effterfølge hans forfædres lofflige eksempler, som I Estland havde indført den Christelig Tro.

Hertug Erich af Saxen blev oc slagen til Ridder och Spore påspend, met Belte oc Tilbehøring, oc mange af hans Adel, disse kallede man udi fordum dage, Guds Riddere. Andre blev slagne til Riddere udi Marcken for deres duelige Gjerningers skyld, kalledes Marckriddere, så der var nu to slags riddere til, Marckriddere oc Tempelriddere.

Paa denne Reyse fortærede hand største Parten aff de Penninge hand fick for Estland.... ...Haffde veret bedre, disse Penninge haffde blevet anvent Rigens Gjeld met at betale....end så unytteligen fortærede".

Begivenheden omtales også i "Sjællandske Krønike" (6).

Huidfeldts afsluttende syrlige kommentar (der forstætter i hans tekst) skyldes, at den unge Valdemar Atterdag netop havde solgt Estland til Den Tyske Orden, og brugte pengene fra salget heraf til sin rejse til det hellige land.

Det latinske udtryk "Factus miles Christi" (gjort til en herrens stridsmand) fortæller, at kongen blev slået til korsridder. Da Tempelherreordenen blev endeligt ophævet i år 1314, kan dette kun betyde, at kongen blev slået til Johanitterridder.

Som bekendt er Johanitterordenens flag identisk med Dannebrog. (Af samme grund indførtes i 1757 en bestemmelse om, at danske skibe i middelhavet skulle føre kongens navnetræk midt på det hvide kors (7).

Det kunne synes nærliggende at antage, at når kongen herefter fører Dannebrog i sit våben, skyldes det, at han som ung har aflagt løfte som johanitterridder.

Hvorfra stammer da selve Reval legenden. Er den frit opfundet af kredsen omkring Valdemar Atterdag? Formålet kunne være at trække en linie til fortiden, idet Danmark i 1447 var nær sin udslettelse.

Men hvad med "munkeoberstens" bemærkning til Valdemar Atterdag om, at denne skulle "efterfølge hans forfædres lovlige eksempler, som i Estland havde indført den kristelige tro"? Hentydes her til Dannebrog?

Det er et problem, at vore ældste kilder om dannebrogs oprindelse daterer sig tre århundreder efter begivenheden. Den danske historie melder faktisk intet sikkert om dannebrog indtil 15oo tallet, hvor legenden om Dannebrogs fald ved Reval foreligger nedskrevet i den form, som den i dag foreligger for os.

Det første sted vi hører om dannebrog er i Kristian Pedersens danske krønike fra 1520-23. Men vor ældste kilde, der fortæller om begivenhederne ved Reval, stammer fra Peder Olsens historiske samlinger nedskrevet 15278),- altså mere end tre århundreder senere.

Forbindelsen til reval stammer imidertid fra fransiscanermunken Petrus Olai i Roskilde 1527, som beretter, at Valdemar angreb Estland med 15oo langskibe. Under slaget med esterne bad Lunds ærkebiskop for de kristne, og hver gang han løftede hænderne, så vandt danskerne, og når han sænkede dem, så vandt esterne. 

Dannebrog mistes gentagne gange

Sædvanligvis fremstille historien om det gamle gamle Dannebrog på den måde, at det er den samme fane, som "faldt ned fra himlen" i Estland, som siden mistes i Ditmarsken, og senere går til grunde i 1600-tallet i Slesvig Domkirke.

Det er imidlertid næppe korrekt. Dannebrog mistes, ødelægges eller går til grunde mange gange. Den første gang flaget bortkommer, er, da Erik af Pommern fjerner Dannebrog med samt statskassen fra Kalundborg slot.

Christiern Pedersøn fortæller herom desuden i sin danske krønike skrevet i tidsrummet 1501-29, at kong Erik blandt de rigsskatte han fra Kalundborg slot medfører hjem til Pommern er "en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellem them och thieris finder, som the och offthe gjorde och wonde ther med stuor pris och ære". Episoden nævnes også af Huidtfeldt9) (side 100).

Og ifølge Huidtfeldt blev disse skatte aldrig siden tilbageført til Danmark (Huidtfeldt side 100 og 128)9).

Næste gang Dannebrog mistes, er da flaget af marsk Niels Stensøn føres til Sverige i 1439, hvor det blev erobret af svenskerne. Det bortkom også da kong Christian den Første i 1464 sejlede fra Stockholm. I Steka sund erobrede bønder et af kongens skibe, hvorfra de tog et banner "thet the kallade Danabroka" 10).

Ifølge Huidtfeldt mistes Dannebrog på valpladsen på Brunkebjerget i 1471, som Kristian 1. tabte til Steen Sture. "Ved hoffvetbaneret Danerbroge lå mere end it halff tusind døde" 9).

Det samme anføres i "Sten Sture den ældres krønike" 9). Efter et grufuldt og blodigt slag ved foden af Brunkebjerget fik fanebæreren nok, og flygtede op på toppen af bjerget til danskernes hovedlejr: "Danskarna kände krafterne tryta. Och kunde ej hålla Danebrog, Sedan själva herr Strange fått nog. Och sett fem hundra danskar omkring sig falla. - Nåde dem Gud som skapat os alla!" .
Senere hen mod aften angreb svenskerne selve bjerget: "Uppe på berget blev striden ny, Och vapnen färgades åter röda. Människans hjärta måtte väl blöda: Långan väg hördes gall och gny. Danskar och tyskar nedföllo döda, så tätt, att marken blev klibbig av blod, och fukt och damm i vädret stod....Omsider slets Danebrog ned med stången, och togs ej tillbaka denna gången".

I år 1500 mister kong Hans Dannebrog i "Dytmersken" efter af bannerføren hr. Alefeld "var slagen"12).: Der bleff borte Danner Broge Danmarckis Hoffuetbanner met it huit kaars udi kaldedis Danner Broge, som sigis udi den Lifflendiske krig, der kong Voldemar stridde for den Christelige tro at indplante i Liffland hos Volmer oc Venden, der hans folck var udi flucten aff himmelen at vere nederfalden, huilcken var graa oc tuindet, oc der aff haffde sit Naffn". (side 169).

Den Dannebrogsfane, som mistedes af kong Hans i Ditmarsken i år 1500, blev tilbagegivet i 1559. Siden blev fanen ophængt i Slesvig Domkirke, hvor den gik til grunde ca. 166012).

Dette kan selvfølgelig ikke være samme fane, som bliver taget fra skibet i Stærkesund i 1464, eller som bliver erobret af Svenskerne under slaget ved Brunkebjerg i 1471.

Og det kan i hvert fald heller ikke være det samme Dannebrog, som vi hører om i Uppsala langfredag 1520, hvor en svensk bondehær blev revet op af Christian den Andens hær under Otto Krumpen.

Dannebrog blev her båret af Mogens Gyldenstjerne, som blev såret og var i livsfare, men blev reddet af den siden navnkundige Peder Skram. For den Dannebrogsfane, der blev mistet i Ditmarsken, befandt sig jo stadig dér.

Dannebrog er altså med sikkerhed gået tabt adskillige gange, og har deltaget i et utal af stridigheder. 
Det er altså utænkeligt, at det ved alle de nævnte lejligheder var samme og identiske pind med stof på, som "faldt ned fra himlen i 1219, og som blev tilbageleveret af Ditmarskerne i 1599.

Til gengæld synes Dannebrog generelt alligevel at have været en slags unikum i den betydning, at man kun havde et enkelt eksemplar af Dannebrog stående. Og til og med Christian den Anden møder vi fortsat kun Dannebrog som et unikum i rollen som felthærens hovedbanner.


Hærførerens hovedbanner

I eftersommeren 1427 erobrede Lübeckerne i et søslag i Øresund en nordisk fane. Selve slaget var et stort nederlag for Lübeckerne, men i starten af slaget erobrede de to skibe, hvoraf det ene var admiralskibet.

Det lykkedes for Lübekcerne at få admiralskibets flag med tilbage til Lübeck, hvor det siden hang i Mariakirken, indtil kirken i 1942 blev ramt af engelske bomber, og dens indre raseret.

Flaget er grundigt beskrevet, og en kopi hænger i samlingen på Frederiksborg slot. Der var tale om en 1.2 x 4 m. stor lærredsfane afbildende Jomfru Maria med Jesusbarnet og Erik af Pommerns våben opdelt af et hvidt kors.

Flaget synes at have været anvendt som et admiralsflag, der som kommandotegn hejstes på skibets stormast.

Dette flag har givetvis også været et unikum. Men det er ikke det eneste kendte flag af den type. Et lignende flag er omtalt langt senere i forbindelse med Kristian den Førstes kampagne mod Karl Knutson i Skåne i 1452.

I Karlskröniken 13).hedder det: "Därefter Konungens huvudbaner. Där Jungfru Maria från Duken ler med strålglans kring Ännet och Barnet i Sånget. Av tjugotre Led var det föregånget. Den Duken var kostelig utan flärd, och som de andra mång Nobel värd, och syntes ut över Slätten vida" 


Diskussion

Når de gamle kilder ignorerer Dannebrog, kan det enten skyldes, at man har anset flaget for uinteressant, og det kan skyldes, at de aldrig har hørt om det.

Af beskrivelsen fra slaget i Øresund i 1428 og af kong Kristians vinterkampagne synes det at fremgå, at den smukt broderede dannebrogslignende variant med jomfru Maria er et hær- (eller flåde-) førermærke.

Derimod er optræder det egentlige Dannebrog altid i rollen som den den kæmpende felthærs samlingsmærke.

Dette synes både at have været tilfældet ved i Estland og ved Brunkebjergslaget, hvor Dannebrog fysisk befandt sig ved foden af bjerget, mens kongens hovedbanner (samt et "rigsbanner") står på toppen af bjerget.

Forklaringen herpå er ligetil. I middelalderen var soldater ikke som i vore dage uniformerede. Det var derfor nødvendigt for felthæren at anvende et synligt et samlingsmærke, hvis man skulle have hæren til at bevæge sig taktisk.

Alt tyder på, at Dannebrog har været samlingsmærket for den nationale danske hærstyrke. Eksempelvis dadler det det svenske rigsråd under svenskernes rejsning mod Erik af Pommern i 1439 Nils Stensen for i kongens tjeneste af have før "Danabroke" ulovligt ind i Sverige for at undertrykke Sveriges Trekroner 5).


Har der kun været et enkelt Dannebrogsflag?

Det synes sandsynligt, at Dannebrog helt konkret var en udsmykket stang med et stort flag af groft vævet linned. Korset har været gråhvidt, og resten af dugen rød.

Denne konkrete stang med stof på blev (i hvert fald under Erik af Pommern) opbevaret på Kalundborg slot.

Der har næppe været mere end et Dannebrog (ad gangen). Men på den anden side synes den ublide medfart flaget har fået ved forskellige lejligheder at antyde, at hvis Dannebrog gik tabt, så lavede man et nyt.


Dannebrog efter 1520

Indtil 1400-tallet er der kun sporadiske referencer til Dannebrog. Der sås således på et enkelt nu tilgrundegået billede fra højalteret i Roskilde ses et dannebrogslignende splitflag på et skib, som i 1498 bringer pave Lucius hovedskal til Roskilde7).

I løbet af 15oo tallet ser vi mere udbredt anvendelse af Dannebrog, men stadig udelukkende anvendt af de væbnedes styrker. Først i løbet af 1500 tallet bliver det almindeligt at se Dannebrog som nationalitetsmærke på danske orloggskibe.

Eksempelvis fører kongens skibe Dannebrog som stutflag på det kendte billede af Kristian den tredies belejring af København 1536.

Om dannebrogs brug senere i 15oo tallet ved vi kun lidt. Men i 1581 afbildes Dannebrog på de Knieperske tapeter (Nationalmuseet). Og sidst i 15oo tallet findes flere afbildninger, hvoraf en stammer fra prins Christians stileborg (den senere Chr 4), der viser en kamp mellem danske og et svenske orloggskibe, hvor dannebrog som stutflag vajer fra mastetoppen. (Det var endnu inden det kendte blågule svenske korsflag var gennemført, som først ses først i 16oo tallet. Dannebrog blev indført som splitflag til orloggskibene af Chr 4 i 1630 7)). Først i løbet af de sidste århundreders turbulente nationalisme blev Dannebrog folkeeje. 

Ligesom Dannebrogs øvrige historie er også dette enestående. I de fleste af verdens nationer symboliserer nationalflaget staten. Men i Danmark er splitflaget forbeholdt statsmagten, men selve flaget tilhører folket.


Referencer og noter:

1) Huitfeldt A: En kaart Chronologia. 1. Part. Som indeholder Canuti VI histori, kong Voldemar den II. Seyer kallid, Erik den v. Plougpenge kallid, Abels, Christophort i. oc kong Erick Glippings, som forbleff slagen i Finderup. Kjøbenhaffn: Henrich Waldkirch 1600 (Optryk: Rosenkilde og Bagger 1977).

2) Ryd Klosters Årbog. Oversat af Rikke Agnete Olsen. Wormianum 1989.

3) Roskildekrøniken. Oversat af Michael H Gelting. Wormianum 1989.

4) Gelre, heraut des armes: Wapenboek ou Armorial de 1334 à 1372 contenant les noms et armes des princes chrétiens, ecclésiastiques et séculiers, suivis de leurs feudataires ...
Bearbejdet af Bouton MV: Paris 1881-1902. Katalognummer i det kongelige bibliotek:59.137.

5) Arild Huidtfeld: Den anden part. Chronologiae, continuatz, oc forfølge på vore Danske historier siden Saxo døde. København: Henrik Waldkirch 1601. Genoptryk af Rosenkilde og Bagger. København 1977.

6) Sjællandske Krønike. Oversat af Rikke Agnete Olsen. Wormianum 1981.

7) Bruhn H: Dannebrog og danske faner gennem tiderne. Jespersen og Pios Forlag 1949.

8) Olai, Petrus - 1219. Prima expeditio facta est ad Hestlandiam. MCCXIX Waldemarus II. a mari Estoniam, que est provincia in Livonia, cum mille quingentis navibus longis impugnavit & intravit, & post multa bella eam victam ad christum convertit. (Oversættelse: Peder Olsen - 1219. Første hærtog ført mod Estland. I 1219 angreb Valdemar 2. Estland, som er en provins i Letland, til søs med 1500 langskibe og trængte ind i landet, og efter megen sejrrig kamp omvendte det til Christus.

9) Huitfeldt, Arild: Historiske Skriffuelse om huis sig haffuer tildraget under den stormægtige første oc Herre Christian den Første. Henrik Waldkirch: Kjøbenhaffn 1599. Rosenkilde og Bagger København 1977

10) Steen Stures Krønike (p. 150-151). I ) Aron Rydfors: Svenska Medeltidens Rim-kröniker. Magnus Bergvalls Förlag: Stockholm 1925.

11) Steen Stures Krønike. I ) Aron Rydfors: Svenska Medeltidens Rim-kröniker. Magnus Bergvalls Förlag: Stockholm 1925.

12) Huidtfeldt, Arild: Kong Hans Krønicke, som var Danmarckis Suerigis, Norgis, Vendis oc Gotthis Konge. Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn oc Dytmersken, Greffue udi Oldenborg oc Delmenhorst: Som regerede i 32 Aar fra Anno 1481 oc til Anno 1513. Henrich Waldkirch: Kjøbenhavn 1599. Genoptryk:Rosenkilde og Bagger 1977.

13) Karlskröniken (p. 56). I) Aron Rydfors: Svenska Medeltidens Rim-kröniker I. Magnus Bergvalls Förlag: Stockholm 1925).