Rigens banner
Et nordisk flag
Engang fandtes et nordisk flag. Det benævntes
"Rigens Banner", og var gult med et rødt kors.
Flagets skæbne var knyttet til Kalmarunionen, og formentlig
kun anvendt i større udstrækning på Erik af Pommerns tid.
Historiske referencer til Rigens Banner er sporadiske, men dets eksistens er veldokumenteret, idet adskillige samtidige kilder beskriver flaget.
I det følgende vil de historiske kilder vedrørende Rigens Banner blive diskuteret, og en konklusion vil blive forsøgt.
Det rødgule banner på Dronning Margrethes kiste
Den 28. oktober 1412 døde dronning Margrethe uventet i en alder af 59 år ombord på et skib i Flensborg fjord. Hermed mistede Danmark og Norden en af vor histories epokegørende skikkelser.
Hendes livsværk var den samling af Nordens riger, som eftertiden kom til at kende som
Kalmarunionen. Unionen eksisterede i 125 år, og fem konger blev kronet i alle tre nordiske riger.
Efter eget ønske blev Margrethe bisat i Sorø Klosterkirke, men året efter lod hendes ven bisp Peder Lodehat liget føre til Roskilde Domkirke, hvor kong Erik af Pommern i 1423 lod rejse det gravmæle over Margrethe, som findes den dag
i dag.
I forbindelse med en restaurering i forrige århundrede blev gravmælets sokkel dog ændret: Oprindeligt sås på hovedgærdet en heraldisk fremstilling, der som baggrund havde et rødt kors med gule
felter 1. Dette blev ved restaureringen erstattet af et i alabast udhugget våbenskjold.
Det røde kors synes at repræsentere Rigens Banner. Men der kan kun gisnes om, hvorfor korset anbragtes på Margrethes sarkofag.
Rigens Banner på dronning Margrethes tid
 Der kendes fra Margrethes tid kun en enkelt henvisning til et
"Rigsbanner" eller "Rigens Banner" (i latinske tekster benævnt
"banderium (eller vexilium)
regni").
Man hører herom i den svenske rimkrønikes beskrivelse af slaget ved Åsaled på Falkøbingsletten 24. februar 1389 mellem Albrecht af Mecklenburgs og Margrethes hære.
Albrecht af Mecklenburg, som svenske stormænd i 1362 havde hidkaldt til at være svensk konge, gjorde tillige krav på Danmark og Norge.
Valdemar Atterdag døde i 1375 uden mandlige arvinger, men det lykkedes året efter Margrethe at overtale det danske rigsråd til at vælge hendes 5-årige søn Oluf til Danmarks konge. Hun var selv dronning af Norge gennem ægteskab med den norske kong Håkon. Og hendes søn havde en vis dynastisk arveret til Sverige, fordi den svenske kong Magnus var Håkons oldefar.
Det svenske rigsråd anmodede i 1386 Margrethe om bistand mod kong Albrecht, som stadig herskede i Sverige. Som modydelse lovede svenskerne at antage Margrethe til dronning af Sverige, hvis hun sejrede.
Oluf døde pludselig i 1387. Men en uge efter dødsfaldet lod Margrethe sig selv på Skånes landsting hylde som "Danmarks riges frue og formynder".
Opgøret med Albrecht af Mecklenburg førte til slaget ved
Åsaled. Her sejerede Margrethes styrker. Kongen blev taget
til fange og blev først løsladt i 1395 mod 60.000 Mark i sølv.
I Magnus Eriksons krønike 2 fortælles, at der ved Åsaled vajede "trende stolta
riksbaner" over Margrethes hær. Det anføres dog ikke, hvorledes disse bannere så ud.
Rigens Banner under Erik af
Pommern
Dronning Margrethe valgte Erik af Pommern til sin efterfølger. Han var søn af Vladislaw VIII af Mecklenburg og Ingeborg, - søster til Margrethe og datter af Valdemar Atterdag.
Et brev på latin fra Erik af Pommerns hånd (3) antyder, at der først i 1400-tallet forelå en slags bestemmelse om pligtig anvendelse af det rødgule unionsbanner i unionens riger.
Omstændighederne i forbindelse med brevet er beskrevet af Huidtfeldt
4 (side 290):
1415 indtog Holstenerne Glambæk slot på Femern. Som reaktion herpå sejlede kong Erik i 1419 til øen med en "stor
krigsmact" for at tilbageerobre den.
Da kongens flåde viste sig, forsamledes øens beboere på stranden. Og da kongen viste sig på et skib, vendte folk numsen mod ham, for at
"hand skulle der udi speigle sig". Senere på dagen kom det til kamp, som angiveligt endte med mere end 4000 faldne.
I 1424 søgte Erik og de holstenste grever at forliges om retten til Femern med den tysk-romerske kejser Sigismund som opmand.
I skrivelsen til kejseren beretter kong Erik om årsagerne til felttoget mod Femern, og omtaler Femernboernes forræderi
3. Her her anføres som en af begrundelserne for angrebet på Femern, at Femernboerne var holdt op med at anvende
"Rigsbanneret", som de ved lov var forpligtigede til at føre
("...banderium regni, sicut de jure habere tenebantur...").
Dronning Philippas
skæbne
 Mens kong Erik var på rejse i Sverige, og uden at denne vidste det, lod Eriks dronning Philippa i 1429 udruste 75 små skibe og skuder med 1400 mands besætning. Denne armada sendte hun til Stralsund for at erobre byen, som netop havde undsagt den danske konge.
Stralsunds borgere fik dog nys om sagen, og udrustede selv en flåde. Det kom til kamp. Fyrre danske blev dræbt, 300 taget til fange, og resten omkom i bølgerne.
Ifølge Huidtfeldt 5 blev kong Erik vred over dronningens initiativ. Han fortæller desuden (side 445), at dronningen var frugtsommelig, og at kongen slog hende, da han kom hjem.
Det er uvist, om Huidtfeldts beretning er korrekt. Imidlertid drog dronning Philippa kort efter til Vadsten kloster i Sverige, hvor hun døde 5. januar 1430. Og kong Erik fik aldrig en arving, hvilket bidrog til Kalmarunionens forlis.
Efter dronningens død tilkendtes Vadsten Kloster i Sverige af Erik et legat med det formål at fastansætte ti klerke, som i domkirken for evig dagligt skulle afholde sjælemesse for Dronning Philippas sjæl og for hans egne forældres "ro og lise". På deres ryglinned (kappe) skulle disse klerke bære
"It røt Kaars udi it gult Felt, som er Rigens Banner"
(Huidtfeldt 4 side 447).
I Vadsten Klosters svarpergament 5 bekræfter man, at man vil udføre kongens ønske. Man lover:
"Oc hver Klærk hafvue uppa sit Røcklin Rykens Baner saasom ær eth røt Kors uppa eth gulig Fiæld".
Senere i 1430 blev en lignende ordning etableret af kong Erik i Kalmar Domkirke, hvor kannikerne og kapellanerne på samme måde på deres
"Røckelin" skulle bære "Rigsens Banner"
(Huidtfeldt 4 side 451)".
Det røde kors i Karl Knutssons våben
Kong Kristoffer af Bayern døde barnløs i januar 1448 uden nogen udpeget efterfølger.
28. juni samme år valgte en svensk rigsforsamling marsk Karl Knutsson til Sveriges konge.
Karl er af eftertiden kendt som en af Sveriges samlende nationale skikkelser, hvis politik er udødeliggjort i den nationalt agitatoriske
"Karlskrønike"
2. Hans nationalistiske linie lagde grunden til Kalmarunionens opløsning.
Da Karl Knutsson i 1448 blev kronet til konge af Sverige, stillede sagerne sig imidlertid ganske
anderledes 6.
I foråret 1448 fandtes nemlig ingen anden kandidat til unionens trone. Det danske rigsråd havde indledt forhandling med hertug Adolf af Slesvig herom, men denne afslog, og henviste til sin søstersøn Kristian af Oldenborg. Først i september hyldedes Kristian af det danske rigsråd, og han kronedes i oktober 1449.
Straks da Karl Knutsson var blevet kronet, sendte kan bud til norske stormænd med løfte om len, hvis han blev valgt til Norges Konge. Og Danmark afkrævede han en af Kristoffer udførte svensk skat6 med henblik på et felttog mod Gotland. Selvom Norges rigsråd senere valgte Kristian som konge, blev Karl i 1449 kronet som konge over Norge af den norske bisp Aslak Bolt.
Karl Knutssons tidlige handlinger som konge præges således ikke af hans senere nationalistiske linie. Karl stræbte i starten efter at blive unionskonge. Hans nationalistiske politik voksede først frem i hans senere magtkamp med Kong Kristian af Oldenborg.
Karl Knutsson førte centralt i sit kongevåben et stort rødt kors flankeret af gule
striber 7.
|
It røt kaars udi it gult feld
som er Rigens Banner
|
NOTER
1. Håndskrift af ukendt forfatter (håndskrift nr. 1406 i Bibliothecae Thottiana på Det Kongelige Bibliotek): "Fortegnelse over hvis grafskrifter, tilligemed hvis andet merkeligt der findes udi Roeskilde Domkirke". Skriftet er ikke dateret, men synes at være fra før reformationen.
I håndskriftet beskrives de ting, som dengang var at se i domkirkens kirkerum. Her anføres, at der på
hovedgærdet af dronning Margrethes monument kunne ses en heraldisk afbildning af tre kroner, to løver og en grif. To af felterne var gule, og tværs over det hele sås et rødt kors.
Måske vi her har at gøre med Margrethes majestætssegl: De tre kroner tog dronning Margrethe til sig efter sejren i Sverige over Kong Albrecht af
Mecklenburg, og har siden været ført af alle danske konger i deres våben. De to løver er Slesvigs våben, som Margrethe havde ret til fra mødrende side. Den pommerske grif hentyder til Margrethes værdighed som pommersk prinsesse.
Hvis den beskrevne afbildning var Margrethes våben, betyder det, at hun førte Rigens Banner og ikke Dannebrog centralt i sit våben.
2. Magnus Erikssons Krønike (side 134) i) Aron
Rydfors: Svenska Medeltidens Rim-kröniker. Magnus Bergvalls
Förlag: Stockholm 1925.
3. .....abrenunciauerunt corone, qua
consweuerunt, uti in sigillis terre eorum solent, & banderium
regni, sicut de jure habere tenebantur, & receperunt folium
Vrtice, quod est signum & de armis Dominorum de Holsten, & illo utebantur tam in eourum sigillis quam
banderio, hac racione, terram ipsam desolauimus, ......
(Jacobus Langebek: Copia excepcionum Dominis Regis Daciae ad querelas
Holztensium. Scriptores Rerum Danicarum VII. Side 300. Nicolas Møller & Søn: Hafnia 1792.)
Disse Erik af Pommerns egne ord om Femernboerne lyder i oversættelse: .....og de gav afkald på kronen, som de havde sværget skulle være i deres segl, samt
rigsbanneret, som de ved lov var forpligtede til at føre, og
i stedet tog de til sig nældebladet, som er de holstenske herskeres tegn og våbenmærke, og brugte dette både i deres segl og flag, og af den grund lagde jeg deres land øde.......
(Den "krone", som Femernboerne gav afkald på, er Femerns greve-krone, som førtes i det danske konge-våben indtil Frederik d. 6. Holstens nældeblad sad i det danske kongevåben helt frem til 1972).
4. Episoden omtales i) Huidtfeld, A: Den Tredie Part.
Chronologiae, Continuatz, oc Forfølge på vore Danske Historier, siden Saxo døde. Indeholdendis Kong Oluffs
Histori, Dronning Margretis, Kong Erichs aff
Pomern, oc Kong Christoffers aff Beyeren fra Aar 1370 oc til 1448. som er 78 Aars Historier.
Kjøbenhaffn: Henrich Waldkirch 1603. (Optryk: Rosenkilde og Bagger, København 1977)).
5. Pergament nr. 3069. Det Danske Rigsarkiv: Skrivelse fra Vadstena Kloster til Erik af Pommern. 15/2. 1430.
6. Begivenhedsforløbet er grundigt og kritisk beskrevet af
Lönnroth, E: Sverige och Kalmarunionen 1397-1457. Göteborg: Akademiförlaget 1969.
7. På Gripsholm slot findes en træfigur med oprindelig bemaling fra ca. 1480, der sandsynligvis tidligere har stået i Storkyrkan i Stokholm. Denne viser Karl Knutsson ved sit kongelige våben. Våbenet består af fire felter, som deles af et rødt kors med gul rand. I hjerteskjoldet ses en båd, som var Karls slægtsvåben. I to af felterne ses den svenske
folkungeløve, og i de to andre felter ses trekroner. (Nationalmuseet: Margrethe 1. Nordens Frue og Husbond. Kalmarunionen 600 år. Nordisk Ministerråd 1996. (Side 97 og 294)).
8. ..& idem Dominus Archiepiscopus dicto Domino Christierno vexilium regni
tradidit, & eodem anno circa festum Symonis & Jude in Ecclesia Haffniensi in regem
coronavit, ipsi insignia Regalia conferendo.
...og samme herre ærkebiskop (Tue) overrakte førnævnte herre Christian rigens banner, og kronede samme omkring tiden for Simon og Jødefesten i kirken i København og overrakte regalierne til denne.
Fra: Jacobus Langebec: Scriptores rerum Danicarum medii ævi. Nicolaus Møller: Hafnia 1783.
9. Steen Stures Krønike. I) Aron
Rydfors: Svenska Medeltidens Rim-kröniker. Magnus Bergvalls
Förlag: Stockholm 1925.
10 Lönnroth E: Från svensk medeltid. Stockholm: Bonniers 1959.
11. Christensen, AE: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439. København: Gyldendal 1980.
|
Rigens banner efter Erik af Pommern
Efter 1430 hører vi næsten ikke om Rigens Banner, og flaget har sandsynligvis i stigende grad kun haft ceremoniel anvendelse.
Til støtte for denne antagelse kan nævnes, at Kristian 1. af Oldenborg ved sin kroning i 1448 fik overrakt Rigens Banner af ærkebisp
Tue 8.
I slaget ved Brunkebjerg, som Kristian I tabte til den svenske rigsforstander Sten
Sture, førte den danske hær ifølge "Sten Sture den Ældres Krønike" både Dannebrog, et hovedbanner og et
"Riksbanner" 9.
Samme sted nævnes, at svenskerne anså det for tegn på fjendtlighed, at Christian havde ført Dannebrog ind
i Sverige, idet Dannebrog dengang ikke var en nationalitetsfane i moderne forstand, men var den danske felthærs samlingsmærke, som i fredstid blev opbevaret på Kalundborg Slot.
I 1523 valgtes Gustav Eriksen Vasa til Sveriges konge. Samtidig rystedes norden af reformationens turbulens, og Danmark plagedes af borgerkrig.
Kalmarunionen ophørte, og Rigens Banner blev glemt.
Diskussion
I middelalderen repræsenterede flag ofte en bestemt person eller
hærenhed, og havde både dekorativt og identificerende øjemed. Men ikke før 1500-tallet ser man konsekvent anvendelse af flag som nationalitetssymbol.
Det er derfor svært præcist at vide, hvilken anvendelse Rigens Banner har haft, idet kilderne herom er sparsomme.
Som symbol synes Rigens Banner at have været anvendt i Norden i forskellige sammenhænge. Selve navnet antyder, at flaget især har været anvendt netop som flag. Men at flagets farver sås både på Margrethes sarkofag og i Karl Knutssons våben antyder, at bannerets farver desuden i videre forstand har symboliseret den fælles nordiske kongemagt. Dette synes også at fremgå af korrespondencen med kirkerne i Vadsten og Kalmar.
I både svensk og dansk national historieskrivning blev dronning Margrethes indsats og Kalmarunionen nærmest bagatelliseret gennem århundreder. Dette synes dog at have haft politisk og nationalistisk begrundelse med rod i de bestandige stridigheder mellem de to store nordiske magtblokke i det syttende og attende århundrede
10, 11.
At Rigens Banner faktisk har været anvendt på Erik af Pommerns tid til forskellige typer offentlige formål lader sig ikke betvivle. Erik af Pommern har selv beskrevet flagets udseende ved to lejligheder, og også andre kilder beskriver det. Om flaget også har været anvendt på dronning Margrethes tid er mere usikkert.
Efter Erik af Pommerns tid synes brugen af Rigens Banner at træde i baggrunden.
Selvom den rolle, som Rigens Banner har haft, således ikke fuldstændig kan præciseres, var det et fælles nordisk flag. Det eneste nordiske flag, der har eksisteret.
Og det er aldrig afskaffet
I stedet er det blevet glemt - måske med overlæg, idet de mange krige mellem Danmark-Norge og Sverige-Finland igennem de følgende 250 år synes at have gjort tanker om et fælles nordisk rige irrelevant.
Alex Heick
|
