Bispebjerg lokal TV
Intet kommer af intet. Alt har en begyndelse.
Da jeg stillede op til valg til posten som
formand for "Lokalrådet for Nord-Vest" i
efteråret 1997, måtte jeg præsentere et
arbejdsprogram.
Jeg var før mødet ikke bekendt med, at der manglede en
kandidat til formandsposten, så min beslutning om at
kandidere blev taget på mødet, og arbejdsprogrammet
blev flikket sammen på et minut.
En af de ting, som jeg nævnte, at jeg på lokalrådets
vegne ville arbejde for, var en lokal TV station.
Jeg blev valgt til formandsposten (uden modkandidat),
men erindrer tydeligt den mur af skepsis, der mødte
mig.
Herefter havde begivenhederne en ganske lang lunte.
Undertegnede vidste dengang absolut intet om TV (er
overlæge på et københavnsk hospital). Det var en
periode med forsøg på at stable en organisation på
benene og skrivning af ansøgninger, samt forsøg på at
finde ud af, hvad alt dette handler om.
Efterhånden blev samlet en gruppe mennesker, som vidste
noget om TV, og som havde erklæret sig villige til at
deltage i opstart af Bispebjerg Lokal-TV.
Der blev ansøgt om sendetilladelse, og jeg fik
(usaglige) afslag flere gange, som blev anket til
kulturministeren og omgjort.
I marts 1998 fik vi så venligst tildelt sendetid mellem
6.00 og 6.30 tirsdag morgen på Kanal København
(hvilket også blev anket og omgjort).
Først i april 1998 var formalia ved at falde på plads,
og vi fik i stedet nogle rimelige sendetider. Nu skulle
vi i gang.
De ca. 15 mennesker, som havde udtrykt interesse for
sagen, blev kontaktet. Alle som én bakkede ud.
Nu var gode råd dyre. Pengene var små (de var der
faktisk slet ikke bortset fra et lille pengebeløb fra
lokalrådet og et lidt større beløb fra Kvartercenter
Nordvest).
Bispebjerg Lokal-TV var kommet så langt, at det næsten
var en realitet, og det var derfor pokker til tidspunkt
for korthuset at ramle på.
Sidst i april 1998 bestod BL-TVs redaktionsgruppe af én
person (undertegnede), og jeg begyndte at lave den
første udsendelse med familiens videokamera og en
sangmikrofon, der viste sig ikke at virke.
Min datter
Frederikke var speaker, og de første udsendelser blev
flikket sammen på familiens VHS videomaskine.
Allerede en uge senere tilkom lykkeligvis til redaktions-gruppen
flere personer, som siden har bidraget til at
konsolidere BL-TV.
Niels Gregertsen (teletekniker i lufthavnen) bidrog med
elektronisk ekspertise og programproduktion, og har
siden været næstformand.
Bjarne Philipsen blev kasserer. Kim Frandsen var musiker
og havde gang i mangt og meget, og Morten Barfoed har
også fulgt os lige fra starten.
Det første år var tungt. Det er tidsrøvende at lave
TV, og det er dyrt. Danmarks Radios TV koster ca. 60 000
kr. i minuttet. Vi havde til rådighed 60 kr. - i timen
- så der ophobede sig et betragteligt økonomisk
underskud, som endnu ikke er helt indhentet.
Selvom alt blev fremstillet på improviseret udstyr, er kvaliteten af det frembragte i løbet af årene steget støt. Bispebjerg lokal-TV har altid gjort sig umage for at producere ærligt lokal-TV
uden skjult reklame eller andre skjulte dagsordner. På
de 9 år, som vi har eksisteret, har vi sendt tusinder af
timers TV, hvoraf det meste er nyproduceret og alt er
egenproduceret. Dette er en egenproduktion af et omfang, som ikke mange kan konkurrere med.
Forklaringen er ikke, at vi var specielt gode, men vi
prøver bare at laver ærligt lokal-TV uden skjult reklame
skjulte dagsordner.
BL-TV får
nu et fast mindre årligt tilskud fra Kulturministeriet,
som sikrer til dagen og vejen. Der er råd til en lille
husleje og til at få udsendt vore programmer.
Bispebjerg Lokal-TV har nu et studie på trediesalen af Kulturhuset
Bispebjerg-Nordvest. Foråret 2004 blev etableret en link (d.v.s.
direkte forbindelse fra stationen til sendemasten i
Gladsaxe), hvorved vores station fik mulighed for at sende direkte.
I november 2009 skal vi over på den digitale MUX 1, - og
det bliver ganske indviklet.
Vi har aktuelt en enkelt "ansat" - Thomas Olander - 10 timer ugentlig,
og i perioder har også journalist Anette Olsen været
ansat. Men størsteparten af
produktionen laves af uhonorerede frivillige...
Venlig hilsen Alex Heick,
ansvarshavende redaktør (opdateret sept. 2008)
|

Første
udsendelse går i luften,
lørdag 15 Maj 1999

Redaktionsmøde
2000
i Kvartercentrets Kafé

Indvielsen af studiet
fejres med reception fredag 8. juni 2001
Aktuelt
Målgruppen er alle
Bispebjergs beboere.
Formålet er bl.a. at styrke
bydelens identitet.
Bltv er ikke-kommerciel og uafhængig af partipolitik.
Bltv sender kun egne programmer - produceret lokalt af
lokale.
Reklamer bringes ikke, men sponsorer kan komme på tale.
Politiske udsendelser tillades.
Alle
har mulighed for at lave TV hos os, hvis man har
interesse heri.
Man kan skrive til BL-TV om sine ønsker til vor
adresse:
BL-TV
Kulturhuset Bispebjerg Nordvest
Dortheavej 61. 2400 kbh NV
Eller komme til redaktionens møde hver mandag kl 16.30
på 3 sal i Kulturhuset.
Bispebjerg Lokal-TV
sender på Kanal København
(og på hybridnettet kanal S10)
Mandag, onsdag og lørdag kl. 18.30
Tirsdag tirsdag og torsdag kl. 9.30
Vor programoversigt bringes hver uge i Lokalavisen for
Nørrebro og Nordvest.
Se også
www.bltv.dk
|